Projektuge om job og uddannelse

23. januar 2024

Projektuge med en lang række forskellige uddannelser og jobs på programmet

Obligatorisk Selvvalgt Opgave forkortet OSO er en opgave, som eleverne skal igennem hvert år og der er afsat en uges tid, hvor der altså ikke arbejdes med andet i den periode. Eleverne var delt ud i små grupper på to-tre stykker, og her var det valgfrit, hvilket job/karriere man havde lyst til at undersøge nærmere om og lave en opgave ud fra. Der skulle altså findes frem til, hvilken uddannelse eller uddannelser, der hører til eller kan være nyttige for at arbejde med det valgte job/karriere.

Vi gik i gang tirsdag og der var travlt med interviews, skriftlig fremstilling, vejledning og klargøring af messestand. Vi var vidne til en masse kreative og fine opgaver i løbet af ugen og resultatet var en rapport som Swayfremstilling og en messestand, der i første omgang blev vist frem søndag. Her var dagen sat af til forældrebesøg, hvor de besøgte messestandene og hørte mere om de forskellige jobs og så resultatet af ugens arbejde. Mandag stod den på fremlæggelse for både lærere og elever og nu afventer alle så karakter for opgaven.

Udvalget af erhverv og uddannelser spændte bredt og vi kom godt rundt i systemet: Soldat, pædagog, efterforsker, sportsjournalist, politibetjent, psykoterapeut, advokat, dyrlæge, speditør, krimijournalist, ejendomsmægler, børsmægler, e-handel, iværksætter indenfor tøj og restaurant, psykolog, musiker, bygningsingeniør og mange flere.

Se billeder fra OSO-ugen her