En dag på Svenstrup

Ikke to dage er ens, når du går på efterskole. Du har over 130 andre unge mennesker omkring dig, der er med til at skabe en sjov og anderledes hverdag.

Ind imellem splitter vi skemaet op og arbejder på tværs af klasserne, men de fleste uger følger vi et fast skema.

Vi starter dagen med morgenmad kl. 07.30. Herefter rydder du op på dit værelse, og tre dage om ugen sparker vi dagen i gang med morgensamling, hvor vi synger sammen eller taler om dagens nyheder. Fredag starter vi med morgenmotion.

Kl. 08.15 begynder dagens undervisning med boglige fag og linjefag. Én eftermiddag om ugen gør du rent på dit værelse og bagefter har du kontaktgruppemøde. Efter undervisningen gør du sammen med din kontaktgruppe rent på et fællesområde, inden aftensmaden kl. 17.30. Efter maden har du lektietime, hvor du enten er på dit eget værelse eller i lektiecaféen. Her hjælper vagtlæreren gerne med lektierne.

Nogle aftener er der særlige aktiviteter, alle deltager i, men de fleste aftener arrangerer I selv eller vagtlærerne frivillige aktiviteter. Det kan være alt lige fra boldspil eller airtrack til brætspilsturneringer, klatrekonkurrencer,  dans, eller drama. Det kan også være, du har brug for at lade op til næste dag i de mange hyggekroge.

Hver aften er der aftente fra kl. 21.00. Kl. 22.00 er du på dit eget værelse, kl. 22.15 er du soveklar i din seng, og kl. 22.45 er der ro og slukket lys på alle værelser. Vagtlærerne kommer rundt og siger godnat – og næste morgen starter det hele igen!

Weekender
De fleste weekender er frivillige, men du oplever også obligatoriske weekender med særlige aktiviteter som fx temafester, teaterforestilling, drenge- og pigeweekender. I de frivillige weekender ser dagen anderledes ud end i hverdagen. Du får lov til at sove lidt længere, og vagterne planlægger fælles eller frivillige aktiviteter.




Linjefag