I løbet af året har vi en række arrangementer, hvor I som forældre kan deltage og få et indblik i efterskolelivet.
Uddannelsesaften
I bliver inviteret til at komme og fortælle om jeres uddannelser og jobs. Det giver dig inspiration til, hvilke veje, du kan gå efter efterskolen. Du får her mulighed for at stille alle dine spørgsmål til nogen, som har konkret erfaring med de forskellige jobs.
Forældreweekend
Hvert år i september holder vi forældreweekend, hvor I som forældre får chancen for at få et unikt indblik i jeres barns liv på Svenstrup. Bagefter kan du snakke med derhjemme om, hvordan det er at have køkkentjans, om den friske morgenløbetur og om, hvordan det føles at møde så mange nye mennesker på én gang. Fordi vi ønsker at styrke samarbejdet mellem forældrene og medarbejdere, sender vi jeres børn hjem og lader jer overtage skolen for en stund til en hyggelig og aktiv weekend. Her får I mulighed for at lære os og de andre forældre bedre at kende i en uformel og afslappet atmosfære.
En mor til en tidligere elev anbefaler forældreweekenden:
“Det gav et super indblik i, hvad de unge oplever og en fornemmelse af, hvem der er der for de unge i hverdagen. Selvom man ikke på én weekend kan lære de andre forældre at kende, var det skønt at sætte ansigt på nogle andre og særligt at møde forældrene til værelseskammeraterne. Et super døgn der gjorde, at jeg gik hjem lidt klogere og “lidt mere tryg” – selvom jeg nu ikke var bekymret, da jeg har tillid til skolens ansatte og mit eget barn. Hjem kom jeg også med lidt trætte ben efter sport – men det kombineret med gode grin undervejs gør, at jeg anbefaler andre at tage med til forældreweekend.”
Forældresøndag
I foråret bliver I igen inviteret inden for til en hyggelig dag – denne gang i selskab med jeres børn. Her prøver I kræfter med jeres barns linjefag, og måske bliver I endda undervist af jeres barn den dag. I får også mulighed for bl.a. at opleve dans- og musiklinjen optræde, kreativ åbner dørene op – og måske er du frisk på at spille kamp mod Svenstrups stærke fodbolddrenge og -piger?
En mor til en tidligere elev om forældrearrangementerne:
“Jeg har med stor glæde deltaget i forældreweekend og forældresøndag. Særligt oplevelsen af at møde personalet i en mere aktiv form er en gave, det skaber nærhed, tryghed og en langt bedre forståelse for det, mit barn kommer hjem og fortæller.”
Oplevelsesdøgn
Kom med og vær en del af oplevelsesdøgnet, når vi sender eleverne ud på en lang række opgaver og udfordringer i og omkring Næstved. Hvert år har vi glæde af en flot engagerede forældre, som hjælper med til at gøre døgnet til en mindeværdig en af slagsen.
Svenstrup-løbet
Op til efterårsferien holder vi et forhindringsløb, hvor I har mulighed for at hjælpe til med de forskellige poster. Det er sportslinjen der designer og planlægger løbet og vi har brug for jeres hjælp til at få alle med ud på ruten. Det er en hyggelig dag med god stemning og en mulighed for at opleve stemningen på Svenstrup og se eleverne samarbejde for et godt resultat.
Teaterforestilling
Som afslutning på vores teateruge, har vi flere forestillinger, bl.a. en familieaften, hvor I som forældre er inviteret med søskende og bedsteforældre. Det er med aftensmad og der er altid fuldt hus og en fantastisk stemning, når eleverne viser deres færdige teaterstykke frem.
OSO-messe
Som afslutning på projektugen, hvor eleverne skriver deres obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) inviteres I til at komme og se elevernes messestande. Her fortæller eleverne mere om de enkelte uddannelser og fag, som de har arbejdet med i ugens løb.
Forældresamtaler
To gange årligt har vi forældresamtaler, hvor I kommer forbi og tager en snak omkring jeres barn, hvordan det går, både fagligt og socialt.
Påskeafslutning
Onsdag op til påske inviteres I til afslutning, hvor nogle linjefag. Musik giver koncert og danselinjen laver show. Designlinjen udstiller også og så byder vi selvfølgelig på lidt kaffe og kage.
Fodboldkampe
Når vi spiller fodboldkampe er I også velkommen til at kigge forbi og heppe på Svenstrup Efterskole