Så oprandt dagen – søndag d. 7. August 2022. Lidt før kl. 16.00 begyndte vores nye beboere lige så stille at trille ind på matriklen. De unge mennesker trådte ud efter turen til Svenstrup, tydeligt spændte, lige tilpas nervøse og ikke mindst, forventningsfulde på hvad dagen mon ville bringe, især når familien om ikke ret længe ville tage af sted igen. Nu gjaldt det!
Der blev sagt goddag, givet hånd og alle fik nøgler uddelt, så værelserne kunne inspiceres og indtages. Første omgang kage, heriblandt Svenstrups legendariske(-ish) æblekage, blev smagt i spisesalen. Alt sammen inden den stod på fællessang og velkomst i hallen fra forstander Gitte.
Nu sker det simpelthen – årgang 22/23 er landet og et spændende efterskoleår kan tage sin begyndelse. Det er nu fællesskabet skabes og nu minderne laves. Intet kommer jo af sig selv, som Gitte så fint sagde i sin velkomst, men har man viljen og ambitionerne til at danne nye venskaber, til at tage ja-hatten på og til at kæmpe for det positive sammen, så bliver det rigtigt godt. Det ved vi af erfaring!
Farvel til familien og aftenens første spisning – herefter masser af sjov fællesdans i hallen. Smilene kom nu for alvor frem og de første frø blev sået til et fantastisk efterskoleår. 146 trætte elever indtog værelserne til sidst og efter første dag, er vi for alvor klar til at kaste os ud i efterskolelivets glæder og udfordringer. Velkommen til årgang 22/23! :-)