At gøre sit bedste

12. juni 2026

Prøveperioden på Svenstrup Efterskole

Den sidste tid er over os på Svenstrup. Den daglige undervisning er slut og de sidste tre af fire uger går med de mundtlige afgangsprøver. Her i prøveperioden er det tydeligt at se, hvem der skal op, når man passerer hinanden på gangen. Man har lige den der ekstra koncentration og snert af nervøsitet over sig. Gangene summer af folk, der sidder og forbereder sig, fremlægger for hinanden og følger nysgerrigt med, når dem, der er oppe, kommer ud fra prøveområdet. Klar til at give et kæmpe tillykke, en high five, hvine og hoppe rundt sammen eller være der med et trøstende kram, hvis det er det, der er brug for.

En anden tid end resten af året. En tid, hvor folk stråler, når de kommer ud med et tilfredsstillende resultat og lettelsen har indfundet sig efter alt arbejdet. Det giver en glæde at se, og som boglig skole er det noget, vi sætter stor pris på og nyder at opleve, når vores elever gør en god indsats. Det gør os stolte på deres vegne og er jo nu engang en del af, hvad vi står for her på Svenstrup Efterskole

Tillykke til vores unge mennesker, der har været oppe og gjort det så godt indtil nu og pøj pøj til jer med den sidste uges prøver inden vi kaster os over den absolut sidste forkortede uge med slutrengøring og afslutningstur.

Se lidt billeder fra prøveperioden lige her