Et døgn med masser af udfordringer

02. oktober 2025

Oplevelsesdøgnet løb af stablen i og omkring Svenstrup og Næstved

I starten af året har vi tradition for et anderledes døgn her på Svenstrup. Førhen hed det 24-timers løbet, nu hedder det oplevelsesdøgnet og i elevsammenhæng går det ofte under navnet overlevelsesdøgn, selv om det selvfølgelig er tillagt lidt teenagedrama 😉

Programmet varierer lidt fra år til år, da vi godt kan lide at overraske vores unge mennesker, om ikke helt, så bare lidt i hvert fald. De blev sendt af sted sent om aftenen, først her i Svenstrup og senere til Næstved. Uden ret meget information om formål og tidsramme og uden helt nok søvn, masser af udfordringer og opgaver med samarbejde i svanekuldene, som vi ikke går alt for meget i detaljer med. Der er tale om et fysisk hårdt døgn, som for mange gav et mentalt kick efterfølgende. Vi ser uden tvivl et fællesskab, der er vokset for vores elevgruppe efter de mange timer sammen. Faktisk var det allerede synligt søndag til åbent hus, da der var glæde og smil til de besøgende der kom forbi til Efterskolernes Dag. I skrivende stund er det et “Puha, det var hårdt!”, man får som svar på hvordan oplevelsen var, men når vi spørger ind til døgnet sidst på året, vil det med garanti stå som en fed oplevelse og de hårde elementer fylde meget mindre.

Der skal også lyde et stort tak til alle jer forældre, der hjalp til. Det var også en lang omgang for flere af jer – tusind tak for alle de fotos og videoklip vi har modtaget 🙂

Se et galleri fra oplevelsesdøgnet ved at klikke her