Gallafest med årgang 25/26

22. april 2026

Fællesskabet i højsædet på Svenstrup Efterskole

Når vi skyder gallafest af her på Svenstrup Efterskole, er det årets smukkeste, sjoveste og hyggeligste oplevelse for vores unge mennesker.

Således var det også for årgang 25/26, da vi gav den gas i fredags til en fantastisk dag, aften og nat. Et gallaudvalg, bestående af en flok elever, havde sørget for planlægningen af aftenen og i ugerne op til, havde drengene ”friet” til deres kommende gallapartnere, som blev fundet ved lodtrækning.

Vi oplevede en masse kreative, sjove, modige og skøre frierier, hvor nogle var i stille stunder på f.eks. tagterrassen og andre i fuld offentlighed foran både forældre og venner.

Sidst på eftermiddagen hentede drengene en efter en deres gallapartnere og gik af sted på den røde løber inden de skulle have taget billede i den flotte gallaport. I år havde vi live dækning på løberen og nogle af jer fulgte godt med på Facebook, hvor flere af os gav interviews om den forestående aften.

Vi var heldige med vejret og forretten blev nydt på terrassen efter fotografering. Her var der også tid til en masse flere billeder, TikToks og vores traditionelle træplantning. Hver årgang planter et træ, som er ved at udvikle sig til en lille park med bænke og årgangsskilte.

Selvfølgelig var der tid til fællessang om det nye træ og et stort fællesbillede fra tagterrassen inden vi alle gik i dansesalen, som til dagens anledning var omgjort til en stor festlig spisesal med flotte borde og kreativ pynt.

Under maden var der løbende indslag fra musikholdet på en interimistisk scene i hall’en, flotte taler fra både drengene og pigerne og ikke mindst en lang stribe sjove og søde priser for f.eks. årets par, årets klasse, årets grin osv.

Efter maden stod den på endnu et traditionelt indslag nemlig Lanciers. I ugerne op til, havde vi øvet de fem ture i vores kvadriller. Her gik vi live 2. gang i løbet af gallafesten på henholdsvis Facebook og Instagram til stor glæde for familierne derhjemme. Der blev danset og hygget af alle kræfter i hallen og det var 134 glade og smukke unge mennesker der var på og stolt viste os, hvad de havde øvet i ugerne op til.

Efter dansen fik vi endnu en oplevelse med Lasse Kvist, som er en af Danmarks mest erfarne showhypnotisører og mentalister. Til store klapsalver leverede han et forrygende show og så var stemningen lagt til fest ud på natten.

Lærerne, musikholdet og et par musikalsk inspirerede elever fra resten af årgangen underholdte og der blev bl.a. skrålet helhjertet med på Lukas Graham’s ”Strip No More” og fællesdanset til Kalaset’s ”Tag mig som jeg er”. Med hjælp fra tidligere elever i baren var der dans og sjov et par timer mere inden vi lukkede og slukkede årets dag og aften!

En gallafest hvor engagement, fællesskab og sjov gik op i en højere enhed

Se alle de smukke gallapar i galleriet lige her

Se også galleri fra hele gallafesten lige her

Se højdepunkter fra gallafesten på Instagram lige her