Vi har netop haft en veloverstået projektuge, hvor den alm. undervisning var lagt på hylden til fordel for en uge, hvor vi gik i fordybelse med vores egne projekter.
Emnet var at skabe et mesterværk baseret på dit linjefag og kombinere det med et fagligt fag som f.eks. dansk eller matematik. Bind de to fag sammen og gå på opdagelse i dem.
For mange var det helt naturligt, hvordan de ville gribe det an, mens andre lige skulle summe over det og finde frem til f.eks. at kombinere fodbold m. matematik eller dansk.
Opgaven lød: Et mesterværk handler om at skabe det bedste, I kan. Det kræver grundighed og vedholdenhed at nå det ønskede resultat og virkelig yde sit bedste hver især. At turde stå ved eget udtryk er vigtigt for at skabe noget særligt og meningsfuldt. Noget betydningsfuldt for en selv eller/og for andre.
Det krævede at tænke lidt (nogle tænkte meget…) ud af boksen, for hvordan kombinerer du de forskellige fag eller måske havde du lyst til at gå all in på fortolkning af et dansk digt kombineret med det visuelle fra sport – kreativiteten har i hvert fald været stor og i dag var vi vidne til en masse spændende præsentationer rundt omkring. Vi har været på kunstgræsbanen, i fitness, i dansesalen, i klasserne, i auditoriet og designlokalet.
Det har været en fantastisk følelse at se og opleve glæden ved at vise Mesterværkerne frem. Vi har hørt en helt ny efterskolesang til bålet, fået en ny kogebog, et træningspas, dans der aldrig er set før og en masse kreative bud på nye arkitektoniske mesterværker.
En uge med stor arbejdsglæde, passion og fællesskab her på Svenstrup Efterskole. Godt gået årgang 25/26!