Årgang 25/26 har netop lyst op i den mørke november tid med deres teaterstykker her på Svenstrup Efterskole. Weekenden bød på hele 3 teaterforestillinger efter en travl og givende teateruge.
Teaterugen er en fast tradition her på Svenstrup, hvor vi putter sædvanlig undervisning på hylden for en stund og i stedet giver fuld gas med at få et teaterstykke stablet på benene, for så at ende ud i en række forestillinger sidst på ugen for bl.a. forældre, familie, gamle og kommende elever.
På forhånd vælger eleverne sig ind på forskellige hold, som har hver sit ansvarsområde og alle har således noget helt specifikt at tage sig til i løbet af ugen. Nogle er direkte på scenen som skuespillere, musikere eller dansere mens andre står for sceneopbygning, scenografi og maden. I år har vi også haft en koordinatorgruppe, som bl.a. klarer diverse opslag på sociale medier, koordinerer holdene imellem og har overblikket.
Under uret var årets teaterstykke og her mødte vi en række skæbner på Hovedbanen og får deres historier fortalt gennem skuespil, dans og musik.
I starten af ugen blev hallen ”ombygget” til en teatersal med scene, tribune og teknik stillads. Onsdag stod den helt klar med både lamper, dansegulv og plads til orkesteret på egen scene ved siden af hovedscenen. Nu var der plads til skuespillere, dansere og musikere, som indtil da, havde øvet i klasselokaler og de sædvanlige steder som dansesalen og musiklokalerne.
Scenografiholdet stod for kulisser og kostumer. Der blev bl.a. lavet et kæmpe ur, malet toge, pølsevogn og kaffebod og med den færdige scene var man ikke i tvivl om, at vi befandt os på Hovedbanen. Der blev også syet kostumer til bl.a. danserne, så de faldt ind i stemningen til den pågældende scene. Et kæmpe arbejde i designlokalet.
Alt i alt en lidt presset uge, men faktisk ikke for meget, da der blev arbejdet fornuftigt hele vejen rundt. Kl. 18.00 dryssede publikum så småt ind til en flot forestilling og lørdag skød vores unge to forestillinger af med den sidste for helt fulde huse, da vi havde familierne på besøg.
Familieforestillingen lørdag aften var for forældre, søskende og bedsteforældre og den er altid lidt speciel, for her er det jo folk, man kender og der er fyldt sal.
Til stående klapsalver gav vores unge mennesker den alt, hvad de havde og de fortjener ros hele vejen rundt for både ugens arbejde og eksekveringen af forestillingerne.
Årgang 25/26, I viste alle stort engagement på alle hold og det var fantastisk at opleve en fed afslutning lørdag aften med fællesdans og en virkelig god stemning som kulmination på en travl uge. En uge, der bød på hårdt arbejde, masser af sjov og en anden måde at dyrke fællesskabet på.
Tak til alle jer, der valgte at kigge forbi og se, hvad vi kan drive det til på blot fem dage. Vi ved, der var en del kommende elever imellem og nu har I oplevet lidt af, hvad jeres år kommer til at byde på.
Se et galleri fra ugen der gik
Se billeder fra selve forestillingerne
Se billeder fra før og efter forestillingerne
Se sort/hvid galleri med forskellige billeder
Du kan også se billeder fra hele året og mange andre lige her
Fik du ikke set stykket eller har du lyst til at se det igen, så er det at finde lige her: