Den netop overståede uge bød på projektskrivning for alle elever på tværs af klasserne og der var altså ikke normal undervisning fra tirsdag til mandag.
Obligatorisk Selvvalgt Opgave eller OSO er titlen. En projektopgave, hvor der arbejdes i små grupper med to tre elever i hver.
Emnet var at undersøge et bestemt slags job og en tilsvarende uddannelse og heri lå det valgfrie, nemlig hvilken hvilket job og uddannelse man havde lyst til at skrive om.
Projektopgaven mundede ud i en rapport i Sway-format (præsentationsværktøj) og en messestand, som eleverne fremlægger fra sidste dag.
Ugen startede tirsdag og herefter var der travlt. Elever tog af sted for at lave interviews med f.eks. advokater, fysioterapeuter og lign, der blev lavet synopser, skrevet opgave, vejledning med lærerne og til sidst klargøring af messestand.
Vi var vidne til en masse kreative og fine opgaver i løbet af ugen og derefter messestande, som i første omgang blev vist frem søndag til forældremesse. Her havde vi inviteret forældre til at komme på besøg, se standene og hørte mere om de forskellige jobs og se resultatet af ugens arbejde.
Mandag var der fremlæggelser for både lærere og andre grupper af elever. Spændingen, lidt nervøsitet at spore, men generelt gik det rigtigt godt og nu glæder vi os til at få karakterer uddelt.
Det var fedt at opleve et godt miks af erhverv og uddannelser, som spændte bredt: Der var bl.a. efterforsker, udenrigskorrespondent, bankrådgiver, sportsjournalist, læge, advokat, astronaut, psykolog, psykiater, iværksætter, fysioterapeut, frømand og mange flere.