Så’ det ned ad bakke herfra…

20. februar 2026

På skitur i Stöten med årgang 25/26

Som januar skiftede til februar havde vi en helt speciel uge i sigte her på Svenstrup. Nu var det nemlig tid til skitur! Ja godt nok havde vi kulde herhjemme, men nu blev den skiftet ud med en væsentlig bedre en af slagsen, nemlig den slags i kuperet terræn, med løjper og skilifte.

Lørdag aften kørte vi nordpå med bus til Stöten, som ligger små 40 km fra det verdenskendte Sälen i Sverige på bjerget Granfjällstöten. Vi havde godt humør i bussen og ikke mindst store forventninger under den 12 timer lange køretur. Søndag morgen landede vi, klar til at komme på løjperne!

Området omkring Stöten har 17 lifter og 28 pister, hvoraf den længste er 2,8 km lang, så der noget for alle. Målet med en uge på ski, er at alle får en god oplevelse nye som øvede og vi kørte netop med forskellige hold, så alle havde en chance for at være med, der hvor de passede bedst ind.

Lige så vigtigt er det, at vi også har en uge, hvor der dannes relationer på tværs af elevgruppen, idet de bor i egne lejligheder på kryds og tværs og selv står for madlavning. Lejlighederne var blandede og der var god mulighed for at komme tættere på nogle, man måske ikke havde fået snakket så meget med det første halvår.

Samlet set var det en fantastisk uge med vores kære unge mennesker – masser af action på pisterne, sjov og hygge i de store og små fællesskaber, på skiene, til fællessang om aftenen og i lejlighederne.

Se eller gense højdepunkterne fra skituren på vores Instagram lige her

Du kan også se et billedegalleri fra skituren lige her