Sportsholdet var af sted to dage på Challenge, som i år blev afholdt på Faxehus Efterskole. Til Challenge dyster eleverne i en række friluftsaktiviteter som både inkluderer fysiske discipliner som tovtrækning, bueskydning og dåseskydning med kæmpe slangebøsse men også dommerbedømte discipliner som bivuakbygning og madlavning over trangia. Flere øvelser krævede samarbejde og pigerne og drengene på sportslinjen havde da også øvet mange af de forskellige discipliner i ugerne op til Challenge, når der var sport på skemaet.
To oplevelsesrige dage i den fri natur sammen med 17 andre hold fra efterskoler. Masser af udfordringer og et fedt fællesskabskick sammen. Det blev til en 4. plads for vores bedste hold af tre, så vi er fint tilfredse og takker Faxehus Efterskole for et godt arrangement.