Teaterugen

03. december 2024

En travl uge, hvor vi arbejder intenst med opsætning af et teaterstykke

November er netop overstået for årgang 24/25 og sikke en afslutning vi fik på årets sidste efterårsmåned! Her bød weekenden nemlig på 3 teaterforestillinger efter en intens teateruge.

Teaterugen er en fast tradition her på Svenstrup Efterskole, hvor vi lægger den normale undervisning væk i en uges tid og i stedet giver fuld gas med at få stablet et teaterstykke på benene og vise det frem sidst på ugen for bl.a. forældre, familie, gamle og kommende elever.

Alle elever bidrager til stykket på hver deres hold. Nogle direkte på scenen som skuespillere, musikere eller dansere mens andre står for sceneopbygning eller scenografien. Andre igen står for cafeerne, tombolaen, maden osv.

I år var stykket inspireret af Barbie filmen og havde fået titlen ”Lige Nu”. Med en ung pige, som starter på efterskole, en mor der pludselig ikke er forælder på samme måde mere og en Barbie, som får vendt op og ned på den verden hun kender. Identitetskriser krydret med sang og musik fra både kendte kunstnere og fra vores sangskriver valgfag og selvfølgelig med flotte danse fra vores danselinje.

Mandag og tirsdag omdannede vi hallen til en teatersal med scene, tribune og teknik stillads. Onsdag stod den helt klar med både lamper, dansegulv og plads til orkesteret på en hævet platform. Skuespillere, dansere og musikere fik da mulighed for at øve på ”de skrå brædder”. Indtil da, var det foregået i klasselokaler og de sædvanlige steder som dansesalen og musiklokalerne.

Visuals og SoMe holdet fik klaret de projekterede videoklip og lydeffekter til stykket, ligesom de stod for indhold til de sociale medier. I kan bl.a. se highlights på Instagram fra ugens løb og lidt forskelligt på TikTok.

Scenografiholdet stod for temaerne på scenerne og de fik skabt de to verdener, Barbieland og efterskolen. Bl.a. var der en smart barbiebil som tog skuespillerne rundt mellem verdenerne ;-)

Caféholdet stod for at samle sponsorgaver til årets tombola og vi fik uddelt en masse fede præmier til den store forældreforestilling lørdag aften. Tusinde tak til forældre og firmaer, for at have stillet lækre gaver til rådighed.

En presset uge, hvor vi stod fredag formiddag og tænkte: ”Puha, der kommer publikum om 6 timer… det når vi aldrig!”, men alligevel kulminerede det hele fredag aften med et vellykket show og lørdag præsterede de unge i to endnu bedre forestillinger.
Tak til alle jer, der valgte at kigge forbi og se, hvad vores unge mennesker kan drive det til på blot fem dage. Vi ved, der var en del kommende elever imellem og nu har I oplevet lidt af, hvad jeres år kommer til at byde på.

Familieforestillingen lørdag aften var som sagt for forældre, søskende og bedsteforældre og den er altid lidt speciel, for her er det jo folk man kender og der er fyldt sal. Til stående klapsalver gav vores unge mennesker den alt hvad de havde og det var godt arbejde fra alle sider. Skuespillernes indsats, musikken, som sad lige i skabet og dansernes vilde serier En fed afslutning med fællesdans og en virkelig god stemning som kulmination på en travl uge.

Se et galleri fra ugen der gik

Se billeder fra selve forestillingerne

Se billeder fra før og efter forældreforestillingen

Se sort/hvid galleri med forskellige billeder

Se også masser af highlights på Instagram, Facebook og TikTok fra teaterforestillingerne.