Påsken står for døren og det sædvanlige skema (mandag til onsdag) op til helligdagene har været udskiftet med forskellige alternative dage. Mandag var skemaet i stedet afsat til vores verdensborgerfag, som kort fortalt er Svenstrups udgave af samfundsfag med fokus på emner, som ruster vores elever til at livet i den globaliserede verden. En verden som vi i lille Danmark jo er en uundgåelig del af. Ved at tage en dedikeret verdensborgerdag, får vi mulighed for at komme i dybden og give vores unge mennesker en bedre forståelse for de valgte emner.
Dagens tema var omkring Ukraine og Rusland, hvor krigen pt. fylder det meste af nyhedsdækningen og om noget påvirker os i Danmark. Det er et brændpunkt, der pludselig er noget tættere på, end hvad vi er vant til herhjemme og det virker måske lidt uforståeligt for især børn og unge, hvorfor det pludselig sker
For bedre at forstå konflikten skulle eleverne gå i dybden med historiske og politiske emner, der ligger til grund for den situation, vi ser udspille sig i de ukrainske byer og omkringliggende landskab. Eleverne trak forskellige emner gruppevis, som de skulle dykke ned i og sidst på dagen fremlægge for resten af årgangen. Der var bl.a.:
1. Kiev-riget – omkring 800-tallet
2. Hvem var Rus-folket
3. Hungersnøden i 1930’erne
4. Uafhængighed efter Sovjets fald, samarbejde med Rusland
5. Orange revolution m. omvalg og giftramt præsident
6. Majdanrevolutionen i 2014, pro russisk præsident 20-10 – 2014
7. Ny præsident, interesser i EU & NATO. Zelenskij før og efter Ruslands indtog
8. Krim halvøen (historie, strategisk værdi mv)
9. Putin – karriere, politisk retning/tro
Emner der alle er med til at belyse, hvorfor vi ser krigen udspille sig, som den gør lige pt. Det blev til en række fine fremlæggelser i klasserne og i auditoriet og du kan se et billedgalleri fra dagen ved at klikke her