Søndag d. 9 august gik det løs her på Svenstrup Efterskole. Det var dagen, som 148 unge mennesker havde set frem til med spænding og kl. 16.00 havde vi en masse forventningsfulde, spændte og måske lidt nervøse unge mennesker, der parkerede med deres forældre i det gode sommervejr.
Anders og Ghita stod klar til at hilse på alle vores nye ansigter og herefter fik de anvist værelser, hvor skoletøjet lå klar på sengene. Kagebordet var dækket og vejret viste sig fra sin gode side, så en helt perfekt dag til det hele.
Vi lagde godt ud med både ”Gi’ os lyset tilbage” og ”Linedanser” i hallen som fællessang og vores forstander Anders holdt velkomsttale inden vi kl. 18.30 sagde farvel til forældre og så stod den ellers på lækker lasagne til aftensmad, sjov fællesdans og endnu mere fællessang inden vi gik til ro ovenpå en dejlig dag.
Mandag var en praktisk dag af slagsen, nemlig en informationsdag hvor alle blev sat i ind, hvordan virker køkkenet, spisesalen, vaskerummet, hvad bruger vi egentlig auditoriet til, hvordan får man kørekort til musiklokalet osv. Der blev også igangsat et årsmaleri i designlokalet med alles navne på. Det færdige resultat, skal vi nok poste, når den er blevet shinet lidt af designholdet. Den er baseret på årets sang, som i år er ”Hvor du sætter din fod”
Dagen bød også på navnelege, pandekager og vi skulle selvfølgelig også lære Svenstrups egen sang, ”Du er fra S.E.”.
Vi gjorde også klar til introturen hvor der blevet øvet opsætning og nedtagning af telte og vi fik lavet bannere og pandebånd i de forskellige svanekuld – klar til dyst på turen.
Så velkommen til årgang 26/27 – det skal nok blive et godt år og spændende efterskoleår, det er helt sikkert. Os bekendt findes et kedeligt efterskoleår nemlig ikke rigtigt ;-)
Det er nu fællesskabet går i gang og minderne dannes. Intet kommer selvfølgelig af sig selv. Et efterskoleår kræver energi, kræver mod og det kræver en indsats. Det er op til jer, at få det bedste ud af det. Vi laver rammerne, vi tilbyder det blanke lærred og farverne kan vi også godt finde frem, men I kære elever på årgang 26/27, det er jer, der maler indholdet.
Velkommen!