Årets skitur gik i år til Stöten, som ligger små 40 km fra det kendte Sälen i Sverige på bjerget Granfjällstöten. Stemningen var høj, da vi steg ombord på busserne til den 12 timers lange køretur. Vi kørte om aftenen og landede søndag morgen i Stöten, hvor fik skiene på allerede ved en 10-tiden! Yay!
På pisterne startede vi ud med to hold, begyndere og øvede, så alle havde en chance for at være med, der hvor de trivedes bedst. Over hele ugen blev det til masser af fede ture. Området har 17 lifter og 28 pister, hvoraf den længste er 2,8 km lang, så der var masser at prøve af. Onsdag fik vi også glæden af aftenskiløb, som I også kan se lidt fra i galleriet nedenfor.
Alt i alt en fantastisk uge med masser af action, sjov og hygge i de store og små fællesskaber, på pisterne, til fællessang om aftenen og på værelserne. Vi spurgte en del af eleverne om, hvad det sjoveste ved turen havde været og her dominerede svar omkring fællesskabet helt klart. F.eks. at være sammen med vennerne, snakke med en masse nye mennesker på skitursværelserne, sammenholdet efter en uge så tæt sammen. Helt lavpraktisk var der også dem, der blot var glade for ikke at falde længere og selvfølgelig det, at de nu havde lært at stå på ski ;-)